Bølge 3 er aftalt som del af økonomiaftalen for 2014

Det bliver fra 1. dec. 2014 bl.a. obligatorisk at ansøge om byggetilladelse på nettet.
Indholdet i bølge 3 er aftalt som del af økonomiaftalen for 2014. Det bliver fra 1. dec. 2014 bl.a. obligatorisk at ansøge om byggetilladelse på nettet.

Med bølge 3 sættes der nye ambitiøse mål for den digitale kommunikation med det offentlige. Bølge 3 omfatter opgaver, som ikke typisk er placeret i kommunernes borgerservice men i stedet bl.a. i kommunernes tekniske forvaltninger. Nogle af opgaverne er virksomhedsrettede, og det betyder, at der også lovgives om virksomhedernes digitale kommunikation med med kommunerne.

Bølgeplanen for obligatorisk digital selvbetjening indeholder en række kommunale og statslige opgaver, som bliver gjort obligatorisk digitale i bølger frem mod 2015. Målet er at øge den digitale kommunikation med kommunerne. De to første bølger blev aftalt sidste år, og bølge 1 trådte i kraft 1. dec. 2012. Kommunerne er netop nu ved at forberede sig på bølge 2, som træder i kraft den 1. dec. 2013.

Bølge 3 omfatter følge opgaver, som bliver obligatorisk digitale pr. 1. dec. 2014:

  • Affaldshåndtering fra borgere
  • Affaldshåndtering fra virksomheder
  • Anmeldelse om byggearbejde
  • Ansøgning om byggetilladelse
  • Ansøgning om lån til beboerindskud
  • Registrering i CPR (bopælsattester og folkeregistermeddelelser)
  • Serviceydelser på vej og trafik-området (ansøgning om råden over vej)
  • Anmeldelse om opgravnings- og ledningsarbejder
  • Logiværtserklæringer
  • Ansøgning om betalingslicenser og afgifter i forbindelse med parkering.

En del kommuner har ikke betalingslicenser og afgifter i forbindelse med parkering. Potentialerne forbundet med at gøre dette område obligatorisk digitalt kan derfor alene hentes i de kommuner som har opgaven.

Der er aftalt et potentiale for bølge 3 på 64 mio. kr. i 2015 stigende til 94 mio. kr. årligt ved fuld indfasning fra 2016 og frem.

Arbejdet med at forberede lovforslaget til bølge 3 er igangsat og Digitaliseringsstyrelsen har dialog med de enkelte ministerier mhp. at få afklaret hvordan den enkelte opgave kan håndteres juridisk. KL forventer at få et lovforslag til høring ultimo 2013.

Du kan se den opdaterede bølgeplan på KL.dk her.